lørdag den 18. august 2012

Den første uges tid i USA

Jeg har været i USA i det meste af en uge nu. "Introturen" var slet ikke så slem, som jeg havde frygtet. Tværtimod. Det gik rigtig fint og jeg fik venner!!! Eller, det vil sige, kun én ven, som jeg kommer til at bevare kontakten med. 

Det var fuldstændig tilfældigt at jeg stødte på de to sydafrikanere. Mandag eftermiddag efter jeg var ankommet på hotellet, gik jeg direkte ind på mit værelse, hvor jeg sad og slappede af. Jeg var så træt og havde lyst til at gå i seng, men efter en times tid tænkte jeg, at jeg burde gå ud og se, om jeg kunne finde nogle mennesker. Jeg var ikke rigtig klar på at socialisere, men jeg følte, jeg var nødt til det. Så jeg gik ned i Lower Lobby (som var den del af hotellet der var Au Pair Academy), og fik øje på Kaylene og Bernie (fandt jeg senere ud af, at de hed). Min hensigt var at spørge, om de vidste, hvor folk var, men inden jeg nåede så langt, spurgte de om jeg også skulle i centeret. Så jeg tog en hurtig beslutning og sagde "ja, hvorfor ikke". Så jeg tilbragte hele mandag aften med de to. Hele tirsdag og onsdag tilbragte jeg sammen med Kaylene og af og til også Bernie. Tirsdag aften var næsten hele holdet på New York City sightseeing. Det var alletiders! Vi stoppede op og kiggede på Frihedsgudinden, men det var på laaang afstand. Vi fik ca en times fritid på Times Square, hvor jeg gik rundt sammen med Kaylene. Der var utroligt mange mennesker! Og masse ting at se på. Tiden gik alt for hurtigt, og så skulle vi tilbage til bussen og hjem på hotellet. Under hele opholdet var vi delt op i hold. Jeg var på det grønne hold, og hver gang én fra grønt hold sagde noget eller stillede et spørgsmål, fik vi et point. Onsdag eftermiddag, da undervisningen var slut, blev vinderholdet offentliggjort. Det var det grønne hold! Vi vandt endnu en tur til NYC, og vi fik tre timers fritid derinde. Kaylene var også på grønt hold. Men det var ikke kun det grønne hold, der var afsted. De to der havde lavet de bedste Au Pair Projekter fik også lov at komme med. Bernie var en af de to vindere, så Kaylene, Bernie og jeg fulgtes ad den aften.

Torsdag skulle vi videre! Vi havde kun ganske lidt undervisning den dag, fordi de første skulle afsted til lufthavnen allerede ved 11-tiden. Kaylene og jeg skulle afsted kl kvart i tolv. Vi skulle så med en bus til lufthavnen, hvor vi tjekkede ind og havde så et par timer at slå ihjel inden vi skulle flyve. Der var nogen stykker, der forsøgte sig med at spørge fremmede i flyveren om de ville bytte plads, så de kunne sidde sammen. Kaylene og jeg forsøgte det samme, og det gik! De to der sad dér, hvor Kaylene skulle sidde, gad ikke bytte plads. Men ham, der skulle sidde ved siden af mig, ville gerne. Så Kaylene kom ned til mig og sad. Det gjorde, at flyveturen ikke føltes nær så lang, hvilket var alletiders! 

Da vi kom til San Francisco var jeg ved at dø! Jeg var simpelthen så nervøs! Jeg nåede ikke engang at sige farvel til Kaylene fordi det hele pludselig gik så hurtigt! Men det gik fint. Både Marjan og Byron gav mig et kram. Begge børn var generte. Vi spiste aftensmad på en japansk restaurant, hvor jeg fik kylling og ris. Jeg var vildt træt om aftenen og gik tidligt i seng. Igår lavede jeg ikke meget andet end at lege med Joey og Sophie. Det var alletiders. De er helt fantastiske, de to! Et par krudtugler, er de! Og Sophie er et lille hængetræ ;p men de er virkelig søde! Marjan og Byron var begge to overraskede over, hvor hurtigt de blev glade for mig. Det er åbenbart ikke normalt. Så jeg må jo være speciel. Idag har jeg været alene hjemme en hel del. Jeg var alene, da jeg vågnede, og igen her til aften. Jeg gik en lang tur inden jeg spiste aftensmad. Jeg gik allerførst ned på stranden, hvor jeg så nogen der surfede, og derefter gik jeg igennem et stykke af Golden Gate Park, hvor jeg så en masse egern, en prærieulv og en vaskebjørn!!! 

Imorgen skal jeg med Joey til svømning. Ellers ved jeg ikke, hvad der skal ske imorgen. 
Kl er nu tæt på at være halv tolv og jeg er træt! 






lørdag den 11. august 2012

Intro

Vær hilset! Kom endelig nærmere. 

Måske er du mine forældre, måske er du ikke, uanset hvad er du her af én simpel grund: At følge med i, hvad jeg foretager mig PÅ DEN ANDEN SIDE AF DAMMEN! Nærmere betegnet USA. Nærmere betegnet California. Nærmere betegnet San Francisco. Og endelig; nærmere betegnet Outer Richmond distriktet. 

Jeg vil forsøge at gøre det så underholdende som muligt, og noget som du rent faktisk har LYST til at følge med i, og ikke bare noget du føler, at du bør. 

Situationen er imidlertid dén, at jeg rejser om TO DAGE!!! Sådan rent officielt i hvert fald. I virkeligheden tager jeg afsted imorgen midt om natten. Så jeg går ikke i seng imorgen. Det skal nok blive festligt. Jeg har ikke pakket noget som helst, og jeg er ikke engang færdig med at læse Au Pair håndbogen. Men den er også laaaaang og kedelig. Jeg har lige læst en hel masse om penge og skat og andre hyggelige ting. 

Vi er fem, der skal rejse fra KBH mandag morgen. Jeg har snakket lidt med den ene på facebook. De tre andre kender jeg ikke, men jeg ved, at den ene er en dreng. Det synes jeg, er lidt sejt. Respekt til ham! 

De første tre dage skal gå med intens "training camp" i NY. Undervisning/træning fra kl 8 til 17 tirsdag og onsdag. Jeg er allerede træt ved tanken. Og hotelværelser hvor man bliver indkvarteret fire og fire. Det er bare et par dage, der skal overståes. Torsdag aften kommer jeg så hjem til min værtsfamilie. Jeg bliver sikkert ikke koblet på nettet lige med det samme, men forhåbentlig går der ikke alt for lang tid. Jeg bliver jo nødt til at holde jer opdaterede om, hvor forfærdelig "intro turen" var ;p 

Jeg ved ikke, hvor tit jeg kommer til at skrive herinde - måske engang om ugen, måske hver dag. Ingen ved det, folk snakker om det. 

Jeg skal se finalen i mændenes 10-meters platform-udspring om et kvarter... GO TOM! 

Over and out